Credit: Andreas Holm
Hvad er Kedelcentralen?
Kedelcentralen er Danmarks nye frivilligdrevne hub for de musikteknologiske miljøer. Vi vil skabe et åbent aktivitets-, møde- og læringsrum for alle der interesserer sig for musikteknologi, teknik, elektronisk musik og musikbranche. Det er fremtidens koncertrum. Kedelcentralen er den sociale og faglige platform for et skabende kreativt miljø, der ikke er vant til at have fysiske mødesteder.
Med Kedelcentralen får Roskilde et frivilligdrevet fyrtårn for musikken: En erfaringsmæssigt efterspurgt og centralt beliggende facilitet, der både kan bidrage til den lokale sammenhængskraft og række langt ud over kommunegrænsen - ikke mindst ift. at sætte Roskilde på landkortet som pionér på området. Projektet kvalificeres af en bred og kompetent partnerkreds, skabes metodisk fra bunden af ildsjæle og bygger videre på eksisterende erfaringer og miljøer.
Hvorfor vil vi Kedelcentralen?
Kedelcentralen er en ny idé i DK, hvor der findes meget få samlende platforme på området. Nyere undersøgelser viser, at særligt elektroniske musikmiljøer er fragmenterede, mangler sammenhængskraft og kæmper med synligheden i offentlige rum, mens etablerede uddannelsesinstitutioners udbud af undervisning ofte udfordres af manglende kompetencer og/eller faciliteter. Som noget hidtil uset bringer Kedelcentralen hele fødekæden af teknikere, producere, DJs, mix/mastering- engineers, arrangører, managers m.v. sammen om den fælles passion i udviklende møder på tværs af alder, kompetencer, baggrund etc.
Læs mere om undersøgelserne bagved Kedelcentralen her:
Hvem er Kedelcentralen for?
Det særlige ved INSP er, at mange forskellige mennesker mødes og interagerer på tværs af sociale og kulturelle skel. Derfor er vi er gået sammen med en bred vifte af forskellige aktører for at udvikle Kedelcentralen. Det betyder at huset både skal rumme professionelle musikere, der eksempelvis kan have deres lydstudie eller produktionsøver i huset, men at vi samtidig åbner op for en gruppe med meget anderledes baggrund. INSP har en unik erfaring og viden omkring empowerment af unge sårbare borgere gennem sociale og kulturelle arenaer i samarbejde med Socialpsykiatrien i Roskilde Kommune. Det samarbejde vil vi gerne fortsætte, så vi også kan åbne elektronisk musik op for alle de sårbare unge som i forvejen kommer og er en del af vores dagligdag. Med ny augmented reality teknologi, vil vi udvikle fremtidens koncertformat med endnu bedre adgang for borgere med særlige psykiske behov.
Hvad skal Kedelcentralen indeholde?
Verdens første AR-certificerede spillested med professionelle tekniske AR-installationer, som kan bruges til elektroniske/urbane koncert-events organiseret af forskellige brugergrupper og partnerorganisationer, undervisning i live lyd/lys-teknik, udlejning m.v.
Et fleksibelt mødested med frit tilgængelige producer- og DJ-stationer, der kan bruges til undervisning i alt fra lyddesign til 3D-visuals, bringe bedroom-producerne ud i et socialt miljø, være platform for eksterne uddannelsestilbud og facilitere møder på tværs af musikteknologiske interesser.
En række produktions-, mix- og/eller mastering-studier hvoraf ét er åbent communitystudie og resten udlejes til professionelle fagfolk som del af forretningsmodellen (inspireret af bl.a. Lydhavnen i Århus).